Budding som dessert? Tænk igen.

Vel vidende at det er nærmest er umuligt at toppe en barndomshistorie om Jaka-Bov, afstår jeg gerne fra forsøget. Alligevel vil jeg supplere med historien om en kulinariske begivenhed fra min barndom der har brændt sig fast i mit indre på godt og ondt. Minder om min opvækst er nemlig uløseligt forbundet med erindringen om en blævrende gul masse med en solid konsistens og en ekstrem sød smag, grænsende til det vamle, tilsat enten et stænk syntetisk vanilje, rom eller mandel. Vi taler om den klassiske budding som vi alle kender som en dejlig dessert. Hvis det altså bare var tilfældet...

Med oprettelsen af www.budding.dk, hjemsted for Royale Danske Buddingentusiaster, kom der sidste år stor fokus på budding - som en undervurderet dessert, der fortjener respekt. Om det er tilfældet skal jeg lade være usagt og blot konstatere, at i mit barndomshjem fungerede budding ikke som dessert men som aftensmad - den ret man indtager som dagens største måltid, gerne mellem kl. 18 og 19, efter dansk skik.

Forklaring? Tjohh, i 80'erne var der ikke noget der hed vægtvogtere eller Atkin's kuren. Kostpyramiden hang i et støvet lokale på den lokale skole og lignede noget fra 1977', hvilket den måske også var. Er jeg i øvrigt den eneste der aldrig har forstået konceptet bag madpyramiden? Om det var samtidens Thatcher'isme og yuppiekultur vides ikke, men i mine øjne gjaldt det om at nå toppen at pyramiden, hvilket i tilfældet med madpyramiden virkede nærmest indlysende, da det jo var der the good stuff var placeret: KØD! At "spise mest fra bunden" lød mere som et socialdemokratisk manifest fra en svunden tid.

Min mor havde heller ingen pyramider hængende på køleskabet, og pengene var få i en tid hvor Spaghetti Bolognese bestod af hakket kød, løg og masser af kulør, og da hun opdagede hvor meget vi børn forgudede budding (læs: sukker), var det oplagt et gøre retten til en fast del af aftensmadcyklussen. Uge efter uge, år efter år kom vi hjem fra skole og mærkede straks den søde duft at mandelessens brede sig fra store skåle i bryggerset, hvor buddingen kølede af og dannede det lækre sprøde skind, vi elskede. 

Hvem der i 80'erne fabrikerede den klassiske Familepakke med de tre smagsvarianter mandel, rom og vanilje (se billede) husker jeg ikke, men i dag er det vores alles yndlingsdoktor, den kære Oetker, der fra sit hovedsæde i Tyskland, landet der bragte os palmin, leverer budding til de danske aftenborde. Desværre blev Tre-pak taget ud af produktion sidste år og erstattet med Familepakker med kun en smagsvariant... suk.    

Jeg vil bestemt anbefale budding som dagens hovedmåltid (81 g. kulhydrat pr. 100 g. skulle være garant for hyperaktive børn mindst et par timer), evt. i flere smagsvarianter og måske med en smule kirsebærsovs. Står man ikke distancen kan man altid vende sig mod den snobbede gastronomiversion af nøjagtig samme produkt: Creme Brulée. Så galt håber jeg dog ikke det går og for de eventyrlystne kan jeg anbefale et besøg over grænsen på Dr. Oetkers museum i Bielefeld, hvor man i en forhenværende produktionsbygning, den såkaldte "buddingpulverbygning" har bygget en oplevelsesverden op med bl.a. en interaktiv produktudstilling og Dr. Oetkers prøvekøkken. En værdig konkurrent til et hvilket som helst feriemål inklusive Harzen.

Læs mere på: www.oetker.de eller www.oetker.dk

(Rasmus - gæsteskribent på palmin-rocks-my-world.smartlog.dk)