Der er noget, der hedder pli og god bordskik. Det er fx at vente med at tage mad til alle har sat sig ned, ikke rage til sig, ikke række over og ikke rejse sig før alle er færdige. Fint nok, at normer som disse ikke kan overholdes i en travl hverdag, hvor frokosten ofte er noget, der bare skal skovles ind, mens man diskuterer, om Madonna rent faktisk har ret til kræve specialdesignede toiletbrætter under sin turné og om det nu KAN passe, at en engelsk popgruppe på deres hotelværelse ville ha' sorteret de brune M&M's fra, fordi de smagte dårligere end de andre...

Et ret konkret eksempel, der nu gør mig lidt usikker på, om jeg hænger nogen ud med følgende. MEN:

HVAD SKER DER MED DET FUCKING SMØR?

Det er kommet mig for øje og øre, at der er helt - heeeeelt - normalt, at folk i alle aldre og inden for alle socialklasser ynder at tørre smørret af i smørbakken efter brug. For at skære det ud i pap går fænomenet ud på, at man stikker kniven ned i Kærgaarden for derefter at konstatere, at man har taget for meget (det ER jo også svært at bedømme). Løsning: man tørrer smørresterne inkl. krummer af på kanten af smørbakken. Smart! Så kan den næste i rækken da lige få det i stedet for at tage noget nyt. 

... Palminens suveræne overlegenhed blev foreviget.

Eftersom bloggens bedre halvdel har valgt at tilbringe en uge med øl, fjolletobak, musik og lugten af kloak (bemærk: ingen bitterhed her over ikke at have købt billet i tide) er sommerkonkurrencen stillet midlertidigt på stand-by. Dette betyder dog ikke, at folk ikke længere er velkomne til at skrive ind - kom glad! Men tidspunktet for kåringen af den endelige vinder må vente lidt endnu. Jeg kan som en lille cliff-hanger sige, at palminen vil være signeret på smukkeste vis af skribenterne her på siden...

DAG efter dag er billedet det samme: Koldskålen er revet væk fra hylderne i supermarkederne før almindelige mennesker får fri og ualmindelige er stået op. Og ikke nok med det, også kærnemælk og pasteuriserede æggeblommer forsvinder som dug for solen så snart temperaturen i Danmark overstiger 24 grader.

HVAD skyldes denne kollektive besættelse der giver minder om storkonflikt med efterfølgende slagsmål om alt fra Jaka-bov til makrel i tomat? Jo, for en gang skyld er der ikke noget hokus pokus, ikke noget gøgleri, ingen franske klovne til at forplumre billedet og ingen løftede pegefingre eller forargede kommentarer: Koldskål er slet og ret en fantastisk spise, hvis mage ikke findes når sommeren sætter ind.

(Rasmus)

- Kammerjunkere er et kapitel for sig. Se hvor vilde dansken er med junkere i artiklen her, hvor det desuden overvejes om koldskål er kult.

Jeg har ladet mig fortælle, at cocktailpølser og kødpølse indeholder blodplasma. 

Det er sent og siden her har været uopdateret alt for længe. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der sker for kødpølse? Især det man kan få på dåse. Inputs modtages. Hvis ikke, kan det være, jeg skriver noget klogt over temaet.

De der har været i Italien ved, at man her får noget af det lækreste og mest velsmagende mad, der findes. Tager man denne (vigtige) faktor og lægger sammen med en fantastisk natur, lækre mennesker, et godt klima og en i det hele taget fantastisk kultur, kan man måske danne sig et clue om, hvorfor Italien altid vil stå stærkt i min bevidsthed... nu er dette jo en reel fedt-blog, derfor vil jeg ikke kede læserne med min fascination af landet. Grundene til, at jeg bevæger mig ud over landegrænserne, er helt andre.

Vi har tidligere beskæftiget os med Tyskland; landet, der skænkede os palmin. Og hvad kan Italien så, vil den opmærksomme spørge. Parmaskinke, gorgonzola, foccaciaboller, pizza, grissini, spaghetti carbonara - say no more. Vi snakker selvklart om italiensk salat. At italiensk salat ikke har sin oprindelse i det støvleformede land, er et postulat, hvis troværdighed man nu ikke kan vide sig helt sikker på. Salaten, der består af mayonnaise, snittede gulerødder og ærter (begge dele frosne og optøede) samt asparges fra lage, har i umindelige tider været en populær spise på de danske frokostborde - kendt hos de fleste som et supplement til hamburgerryg på et stykke rugbrød. Salaten (som det alle dage har heddet på trods af et mayonnaise-indhold nær de 60%) har pga. sin enkelhed overlevet mangen sundhedsepidemi, hvorfor den i sit martyrium fortjener spalteplads i cyberspace.

Enhver logisk tænkende ved, at navnet "italiensk salat" stammer fra de 3 farver, der primært pryder delikatessen. Nemlig orange fra gulerødderne, grøn fra ærterne og hvid fra mayo'en (så skulle selv de sløveste teskeer i skuffen være med). Det må formodes, at bagmændene har ønsket at skabe associationer til sydens sol i en tid, hvor charterrejser endnu ikke havde gjort sit indtog hos den jævne dansker. Om det er lykkedes skal være op til den enkelte, men vanskeligt er det er fastslå et mere præcist tidspunkt for klassikerens opståen. End ikke en søgning på Google bringer os nærmere svaret og på samme måde må ophavsmanden være en ualmindeligt beskeden og/eller mediesky person, da også denne er omgæret af mystik.

Jeg føler mig nærmest forpligtet til at poste en opskrift, så dem ude i stuerne kan ride med på bølgen (ja, personligt spår jeg italiensk salat til at blive "nu" som aldrig før):

---

1 lille gulerod i tern

100g kogte ærter

1 lille dåse henkogte aspargesstykker

Dressing:

150g mayonnaise

1-2 spsk. aspargeslage

salt og peber

Dressingen vendes sammen og grøntsagerne tilsættes. Smages til.

---

Ægte italiensk eller ej? Her kunne en "efter original italiensk opskrift" påtrykt plastbakkerne være anvendelig som guideline. Eftersom den ikke er der, så... tja. Jeg er i hvert fald ikke den eneste, der holder af landet. Jeg glemmer aldrig min kusines konfirmation for snart mange år siden. Festen blev holdt i Kvicklys restaurant (læs: caféteria) og maden var anrettet som buffet. Eftersom jeg stadig var i børnebords-alder og fik hårdt stegt fiskefilet med remoulade en masse, havde jeg ikke den glæde at smage de voksnes forret; en såkaldt "italiensk symfoni". Det lyder jo meget appetitligt og umiddelbart som en form for antipasti, hvilket det sådan set også var. Men. Platten bestod hovedsageligt af en masse stykker salami linet op på række. Vi snakker 3-stjernet pepperoni peppet op med nogle basilikumblade. Behøves jeg sige, at en "italiensk symfoni" for altid vil være en stående bemærkning hos mine forældre?

Bemærkelsværdigt er det, at Italien er et så populært land, når det gælder navngivning og kategorisering af mad. Selv pastasalaten, der er et ærkeamerikansk fænomen forbindes med olivenlunde og idylliske bjerglandsbyer. Hvem har ikke fået serveret kolde pastaskruer med lidt hakket peber og agurk til en sammenskuds-julefrokost? De fleste italienere ville højst sandsynligt korse sig ved at se deres national-ingrediens blive skamredet sådan, men det afholder ikke nogen dansker fra at lave pasta-stuntet igen og igen, år for år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at idéen til dette indlæg opstod efter en samtale med ældste søster om de forunderlige mayonnaise-salater. Jeg forudser mange gode iagttagelser og refleksioner over emnet fremover, og skal ikke udelukke, at jeg giver mig i kast med nok en italiensk salat inden længe. Hjemmelavet, selvfølgelig. 

Som en lille parantes til det foregående spam (høh), er det vist på tide med en lille statusrapport.

Efter at have opholdt os i en form for passiv fedt-fascination, måtte Rasmus og jeg nødvendigvis bevæge os væk fra udelukkende at være et par sølle voyeurs. Missionen var at fabrikere alletiders retro-mad: kiksekagen! Allerede i første etape, opskriften, løb jeg som leder af projektet på problemer. Pga. globalisering eller hvad jeg vil kalde en snobbet akademisering er man nemlig gået over til at erstatte palminen med rigtig chokolade og smør. Selv Arla er hoppet med på vognen og har i deres web-opskriftssamling ikke nogen opskrift på den originale kiksekage. Som monopolist på det danske mejerimarked må man i grådighed og kriseramte tider- åbenbart - ty til en nærmest blasfemisk udnyttelse af den velkendte palmin-udgave, for at få folk til at købe mere smør. Det lykkedes mig heldigvis til sidst at finde originalen på bagsiden af en pakke vanilliekiks - præcis de kiks, der skal bruges til kagen. Nu manglede kun palminen.

At lokalisere en pakke palmin er imidlertid ikke helt nemt. I Føtex på Frederiks Allé har de fx erfaret, at markedet ikke er stort nok og fører det derfor ikke. Generelt er deres udvalg af fedt så ringe, at en diplomatisk men bestemt reprimande til Dansk Supermarked ikke ville være helt af vejen. I stedet var der fedt i alle afskygninger i Aktiv Super, Hasle. Rasmus så ved selvsyn, hvordan det bugnede med fedt på hylderne og vi kan deraf konkludere, at indvandrere (som må siges at være overrepræsenteret in the ghetto) har knaldgod smag - de elsker simpelthen palmin! Man forstår ikke snakken om dårlig integration, når der bliver indtaget så meget godt, dansk (og tysk) fedt lige her. Af de etniske minoriteter, vel at mærke.

Inden udskejelserne i køkkenet gik igang, blev palminen nøje gransket og dens mange anvendelsmuligheder afprøvet. Fx kan den med fordel bruges som læbepomade og minder da også mistænkeligt meget om vores allesammens Labello. Billeddoku følger.

Det pudsige er, at kiksekage faktisk er en slags omvendt kage, hvor man undlader melet og stiller dejen på køl i stedet at at putte den i ovnen. Vi

brugte fryseren, eftersom tålmodighed godt kan være en sjælden dyd. Palmin-massen kan i øvrigt spices op med appelsinsaft, Kahlua, kaffe eller andet gøgl, hvis man er til den slags avantgarde. 

Resultatet af timers anstrengelser var en skøn blanding af stærkt smagende kakaoglasur og sprøde kiks. En kombination, der minder utroligt meget om Rittersports Knusperkeks-variant (absolut et cadeau til kiksekagen fra samme oprindelsesland, omend den faktisk kom først). Et stykke er længe nok til at stille sulten, men det betyder kun, at kagen har en lang holdbarhedstid. En holdbarhedstid, der kun forlænges yderligere af, at der ikke er fordærvelige ingredienser i som fx mælk. 

Lad mit indlæg være en opfordring til alle, der har lyst til at prøve kræfter udi palmin-kagefremstilling. For egen paranoias skyld kan man anvende pasteuriserede æg, hvis det får én til at sove roligere om natten. Vi mener dog, det er en risiko, der er værd at løbe, når vi taler om en så delikat sag som - the one and only - kiksekage.

Jaka-bov er ikke nogen dansk opfindelse. Igen var USA de første med et banebrydende produkt der, som Ida gav udtryk for, revolutionerede mange menneskers forhold til mad. Mange mennesker er også under indflydelse når det gælder den anden betydning af det engelske ord for Jaka-bov: SPAM, der nemlig er betegnelsen for de mange e-mails du modtager fra polske sexsider og lignende obskure afsendere hver eneste dag.

Forbindelsen mellem de to betydninger er ikke indlysende og det var kun i kraft at min trang til surrealistisk humor jeg satte mig for at undersøge det. I 1970 televiserede Monty Python nemlig en sketch ved navn... "Spam". Sketchen, der som alt andet med Monty Python er strengt obligatorisk humordannelses-materiale, handler kort fortalt om to mænd, der forsøger at bestille morgenmad på en café fra en menu, der indeholder spam i næsten alt der serveres.

Senere i sketchen klippes der til en historiker der forklarer forholdet mellem vikinger og spam, alt imens en større gruppe vikinger i cafe'en synger en sang om "Spam, lovely Spam, wonderful Spam.". Sådan kunne jeg blive ved men se for dig selv her. Hovedpointen er, at spam bliver nævnt mindst 132 gange i sketchen, hvorfor e-mail spam logisk nok (?) kaldes spam.

Endelig kan relationen mellem vikinger, Monty Python, spam og Jaka-bov måske hjælpe til at forklare Idas forældres hang til at servere dette kødprodukt i barndomshjemmet. Hedder Idas far Blåtand til mellemnavn? Er hendes mor præsident for den internationale Monty Python-fanklub? Er de involveret i Hormel Foods Corporation - skaberne af spam? En logisk forklaring må findes!

Jeg har pludselig indset, hvor vigtigt det er at værne om det danske sprog. Hvorfor danske e-mail-udbydere ikke bruger den udmærkede danske oversættelse af spam, så man kan modtage Jaka-bov i stedet for spam ved jeg ikke, men jeg har da tænkt mig at benytte betegnelsen frem over. Og så skal jeg nok stoppe med at Jaka-bov'e jer læsere med mere overflødig information.   

Ferietip
Til de de ikke allerede har bestilt billetter til Dr. Oetkers museum i Bielefeld, kan en vi anbefale en tur USA, nærmere betegnet Austin, Minnesota (aka Spam Town), hvor producenten af spam, Hormel Foods Corporation har hjemsted og SPAM museum. På museet opføres Monty Pythons sketch dagligt af lokale skuespillere. (Mere om oprindelsen af SPAM følger.)

(Rasmus)

Endnu engang må jeg reagere på Rasmus' indlæg. Hans beretning om kødsnacks og tabt maskulinitetsfølelse (som jeg formoder og håber er genvundet sidenhen) har skreget på, at jeg én gang for alle får sat ord på et af de mange mad-relaterede spørgsmål, jeg dagligt stiller mig selv. Temaet er denne gang forskellen mellem mænd og kvinders forhold til mad og især: kød.

Det er muligvis en floskel, men jeg vil nu alligevel nævne, hvordan mænd generelt sætter en ære i at kunne konsumere så meget mad som muligt, hvor det hos kvinder nærmest er en skam overhovedet at være sulten (hav lige in mente, at overdrivelse fremmer forståelsen). Jeg foretrækker klart XY-udgaven, omend jeg ikke er et udpræget konkurrencemenneske, når det kommer til disciplinen "indtagelse af fødevarer". Det er mere min beskedne mængde mådehold, der gør sig gældende i den sammenhæng.

Jeg kunne skrive mangt og meget om mange kvinders (inkl. mit) forkvaklede forhold til mad og kalorier, men det må vente til en anden god gang (fang mig i et særligt eftertænksomt øjeblik, så lover jeg en længere monolog om selvsamme emne). I stedet vil jeg forsøge at klarlægge mænds fascination af kød fra en uforstående piges synspunkt.

Jeg er fuldstændigt med på, at kød er lækkert, smager godt og en fremragende måde at få protein på. Jeg er også med på, at fondue muligvis ikke kan betegnes som en reel ret idet, der indgår noget a'la 1 4x4 cm gullaschklump pr. 100g salat. Men. Siden hvornår kan et stykke kød ikke nødvendigvis kaldes for kød med rette?

Det er efterhånden gået op for mig, at fx fjerkræ slet ikke indgår i definitionen af kød. Fjerkræ er fugl og kan højst høste anerkendelse i form af chicken nuggets eller som sekundært kød. Lad mig illustrere denne tese vha. et konkret eksempel: jeg havde engang en kæreste med hvem jeg spiste en del pizza udefra. Det gik hurtigt op for mig, at det var fuldstændigt urealistisk og i øvrigt ren utopi at bestille en pizza med udelukkende én form for kød. Dernæst opdagede jeg, at pizza-klassikeren pepperoni ikke kan fungere som såkaldt primært kød. Det skal nemlig være enten skinke, hakket oksekød eller kebab. Når det primære kød er

valgt, SÅ vælger man det sekundære kød, der igen helst skal være en anden slags kød fra primær-gruppen. Når dette er gjort er der frit slag i den tertiære sektor, der nu netop omfatter den ringeagtede kylling og føromtalte pepperoni. Valg af grøntsager er... procedure. Og i øvrigt fuldstændigt irrelevant.

Kærligheden til kød kan sikkert forklares med teorier, der bunder i hannens fortid som jæger og hulemenneske. Ærligt talt kan jeg ikke komme med andre bare nogenlunde gyldige forklaringer på fænomenet, på trods af, at hulemenneske-argumentation som forklaring på diverse symptomer generelt er utroligt uholdbar. Måske bør jeg bare erkende, at jeg som pige ikke evner at besvare dette spørgsmål og i stedet lade alle, der læser med være mig et svar skyldigt. Jeg skal nemlig ikke sige mig fri fra selv at være en smule betaget af den hengivenhed, der bliver lagt for dagen, når det handler om - ja - kød. 

For hvis ikke det var fordi, jeg havde proklameret ikke at bjæffe op om kvinders neorotiske forhold til den livsnødvendige næring, havde jeg muligvis udtrykt bare en snert af misundelse over den totale ubekymrethed og deciderede madglæde, der desværre fortrinsvist er forbeholdt den maskuline del af befolkningen. 

Og lad så i øvrigt dette halvrodede pseudo-indlæg være en slet skjult opfordring til snarligt svar.

Weekenden står for døren og i den forbindelse vil jeg gerne anbefale en ret, der ændrede mit forhold til protein og til min egen person for altid. En kær ven ved navn kød-snack.

Kød-snacken fandt vej ind i mit orale univers under en klassisk drengeweekend i København (tre mand i en lejlighed i 65 timer). Fredagen var fyldt med ambitioner om bytur og lady lumps, men efter en hård uge klarede vi kun at fabrikere en lækker middag med en veltilberedt culottesteg og kød nok til 8 personer - troede jeg.

Senere dasede vi på sofaen med lunken øl og dybdegående snak til et zappetapet af Dudikoff, Seagal og Arnold. Tæt på midnat indfandt trætheden sig og den oplagte løsning var kaffe, nu da Arnold havde problemer med at lukke ledet og vi derfor endnu ikke var sengeklar. En frivillig meldte sig til at lave cafe latté, en ide jeg straks var med på.

Som fyr slår man selvfølgelig to fluer med et smæk ved at drikke latté, idet man automatisk får serveret kage til kaffen (fruit cake!), men vores mere maskuline partner in crime har aldrig været latté-typen, så mens vi sippede vores varme mælkeskum gik han i køkkenet for at lave en snack. Fem minutter senere var han tilbage med et fad med 4-5 store stykker kold ko skåret i mindre strimler og drysset med a pinch of seasalt. Intet andet!

Sjældent har jeg oplevet min maskulinitetsfølelse forlade et rum så hurtigt. At sidde med mælkeskæg og overvære denne Alphahan indtage 400 g. rent kød uden side dish, hvis man ser bort fra halvanden centimeters fedtmarmorering, var en decideret kastrerende oplevelse. Chokerede var vi, men ikke mere end at vi straks indså nødvendigheden af at tilpasse os dette nye miljø. I dag er kød-snacken derfor blevet en fast del af mit liv, mens lattén skal laves på halvt fløde, halvt palmin for at få adgang til mit svælg.

Spørg dig selv næste gang du kl. 2.45 står på svansegulvet på Crazy Daisy, med en halv fustage i sækken og samme chance for at score, som for at AGF vinder Champions League, hvad det er du virkelig har brug for i dit liv netop nu. Svaret er ikke en shawarma, ikke en McFeast, eller andre obskure blandinger af fødevarer. Nej, du har selvfølgelig brug for resten af aftenens tyndstegsfilet, forvandlet til mellemstore kødlunser tilsat salt og intet andet. En ægte rendyrket kød-snack. God fornøjelse.

Efterskrift: Dette indlæg viser tydeligt, hvor langt vi i Danmark kulinarisk ser er efter vores storebror USA, hvor man i stedet for bølgechips gerne snupper en pose Beef Jerky eller Chicken Chunks. Vi går glip af for meget med vores indskrænkede madkultur, så min opfordring går til alle: Let's expand (our horizon).

(Af Rasmus - gæsteskribent på palmin-rocks-my-world.smartlog.dk)

Efter at have læst min kære medskribents buddinge-fortælling er jeg oprigtigt talt rystet i min grundvold og overvejer, om bloggen bør skifte navn til "A history of Violence" eller andet mere sigende.

Vel vidende at det er nærmest er umuligt at toppe en barndomshistorie om Jaka-Bov, afstår jeg gerne fra forsøget. Alligevel vil jeg supplere med historien om en kulinariske begivenhed fra min barndom der har brændt sig fast i mit indre på godt og ondt. Minder om min opvækst er nemlig uløseligt forbundet med erindringen om en blævrende gul masse med en solid konsistens og en ekstrem sød smag, grænsende til det vamle, tilsat enten et stænk syntetisk vanilje, rom eller mandel. Vi taler om den klassiske budding som vi alle kender som en dejlig dessert. Hvis det altså bare var tilfældet...

Med oprettelsen af www.budding.dk, hjemsted for Royale Danske Buddingentusiaster, kom der sidste år stor fokus på budding - som en undervurderet dessert, der fortjener respekt. Om det er tilfældet skal jeg lade være usagt og blot konstatere, at i mit barndomshjem fungerede budding ikke som dessert men som aftensmad - den ret man indtager som dagens største måltid, gerne mellem kl. 18 og 19, efter dansk skik.

Forklaring? Tjohh, i 80'erne var der ikke noget der hed vægtvogtere eller Atkin's kuren. Kostpyramiden hang i et støvet lokale på den lokale skole og lignede noget fra 1977', hvilket den måske også var. Er jeg i øvrigt den eneste der aldrig har forstået konceptet bag madpyramiden? Om det var samtidens Thatcher'isme og yuppiekultur vides ikke, men i mine øjne gjaldt det om at nå toppen at pyramiden, hvilket i tilfældet med madpyramiden virkede nærmest indlysende, da det jo var der the good stuff var placeret: KØD! At "spise mest fra bunden" lød mere som et socialdemokratisk manifest fra en svunden tid.

Min mor havde heller ingen pyramider hængende på køleskabet, og pengene var få i en tid hvor Spaghetti Bolognese bestod af hakket kød, løg og masser af kulør, og da hun opdagede hvor meget vi børn forgudede budding (læs: sukker), var det oplagt et gøre retten til en fast del af aftensmadcyklussen. Uge efter uge, år efter år kom vi hjem fra skole og mærkede straks den søde duft at mandelessens brede sig fra store skåle i bryggerset, hvor buddingen kølede af og dannede det lækre sprøde skind, vi elskede. 

Hvem der i 80'erne fabrikerede den klassiske Familepakke med de tre smagsvarianter mandel, rom og vanilje (se billede) husker jeg ikke, men i dag er det vores alles yndlingsdoktor, den kære Oetker, der fra sit hovedsæde i Tyskland, landet der bragte os palmin, leverer budding til de danske aftenborde. Desværre blev Tre-pak taget ud af produktion sidste år og erstattet med Familepakker med kun en smagsvariant... suk.    

Jeg vil bestemt anbefale budding som dagens hovedmåltid (81 g. kulhydrat pr. 100 g. skulle være garant for hyperaktive børn mindst et par timer), evt. i flere smagsvarianter og måske med en smule kirsebærsovs. Står man ikke distancen kan man altid vende sig mod den snobbede gastronomiversion af nøjagtig samme produkt: Creme Brulée. Så galt håber jeg dog ikke det går og for de eventyrlystne kan jeg anbefale et besøg over grænsen på Dr. Oetkers museum i Bielefeld, hvor man i en forhenværende produktionsbygning, den såkaldte "buddingpulverbygning" har bygget en oplevelsesverden op med bl.a. en interaktiv produktudstilling og Dr. Oetkers prøvekøkken. En værdig konkurrent til et hvilket som helst feriemål inklusive Harzen.

Læs mere på: www.oetker.de eller www.oetker.dk

(Rasmus - gæsteskribent på palmin-rocks-my-world.smartlog.dk)

Jeg har gentagende gange ladet mig fortælle, at jeg som barn spiste rigtigt meget smør. Helst uden nogen form for brød eller andet tilbehør, bare smør. Det er muligvis skyld i, at jeg med tiden har udviklet en vis passion for dette mejeriprodukt som jeg i øvrigt foretrækker i den franske udgave med store, knasende saltkrystaller iblandet. 

Når min sønderjydske familie er samlet i hjemstavnen hænder det, at der kommer en pakke fedt på frokostbordet. Tilfældet er nemlig, at både min far og min ældste storesøster er helt pjattede med fedt, især pga. de såkaldte "fedtegrever" som er en form for finthakket flæskesvær; et crunchy indslag i en ellers cremet sag. Fedtet spises plain på et stykke rugbrød og fremkalder stor nydelse for nogen, mens andre undres i stilhed.